Aktiviteter ved demens: Hvad der virkelig gør godt i hverdagen

Mennesker med demens ønsker at blive brugt. Det forbliver sådan, selvom meget andet går tabt. Ønsket om at bidrage med noget og ikke bare sidde dagen af, hører til et menneske — det forsvinder ikke med diagnosen.

Pårørende spørger ofte sig selv: Hvad kan jeg stadig gøre med hende? Hvad gør ham godt, hvad overvælder ham? Denne guide giver svar i enkle ord.

Det handler om at gøre noget, ikke om resultatet

Dette er den vigtigste sætning om dette emne. Om servietten til sidst er foldet lige, spiller ingen rolle. Det vigtige er, at nogen har gjort noget og derved havde følelsen af, at det var godt for noget.

Derfor er en fælles aktivitet næsten altid bedre end et aktivitetstilbud, der tydeligvis kun er der for aktiveringens skyld. Mange mennesker med demens bemærker forskellen og afviser det, der føles som et program.

Spørg livet, ikke hukommelsen

Den bedste vejviser er ens egen historie. Hvad kunne dette menneske godt lide at lave før i tiden? Hvad var hans erhverv, hvad var hendes hjem?

• Den, der gerne ville lave mad, kan rense grøntsager, røre i dejen eller smage til.
• Den, der var i haven, vander blomster, luger ukrudt, sorterer frøposer.
• Den, der har arbejdet med håndværk, sorterer skruer, sliber et bræt, smører et hængsel.
• Den, der har sunget meget, synger ofte stadig med, selvom det for længst er blevet svært at tale.

Sådanne aktiviteterer er velkendte. De kræver ikke ny læring, men kalder på noget, der sidder dybt.

Hverdagen er det bedste program

Der ligger mere aktivitet i husholdningen end i noget spil. Lægge håndklæder sammen, sortere bestik, samle vasketøj, dække bord, tørre støv af, pakke indkøb ud.

To ting gør forskellen:

• Sammen i stedet for alene. At sidde ved siden af hinanden ved bordet og gøre det samme er den halve virkning.
• Små skridt. Én ting ad gangen, forklaret med en kort sætning hver gang. Ikke tre instruktioner på én gang.

Hvis noget ikke bliver gjort rigtigt, så lad det stå. Man kan rette det til senere, når den anden ikke er til stede. At rette fjerner netop det, det hele handlede om.

Hvad der går gennem sanserne

Når sprog og hukommelse svigter, forbliver sanserne. De er ofte den nemmeste adgang:

• Musik. Sange fra ungdommen bliver ofte stadig genkendt og sunget med på. Sæt det på, der kørte derhjemme før i tiden.
• Lugte. Frisk brød, kaffe, sæbe, blomster, kanel. Lugte vækker minder hurtigere end ord.
• Berøring. At holde i hånd, en håndmassage med creme, et varmt tæppe.
• Billeder. At kigge på gamle billeder og lade dem fortælle. Lad være med at udspørge om, hvem der er på dem — bare lyt til, hvad der kommer.

Bevægelse hører med

Bevægelse gør godt for krop og humør og hjælper med at sove. En gåtur rundt om den samme blok, hver dag på samme tid, er bedre end en stor udflugt hver fjerde uge. At danse til kendt musik, gymnastik i siddende stilling eller at gå på trapper sammen tæller også.

Hvad der som regel ikke fungerer

• Udspørgen. "Kan du huske, hvad det hedder?" skaber pres og ender ofte med tilbagetrækning. Fortæl i stedet selv: "Det var jo dengang ved søen."
• Spil med regler. Klassiske brætspil overvælder hurtigt, fordi de kræver, at man husker regler i hovedet.
• For meget på én gang. Støj, mange mennesker, en travl dag. Færre stimulanser er næsten altid bedre.
• Børneting. Materiale, der tydeligvis er lavet til børn, opfattes som en krænkelse. Voksne ting i en enkel form er det rigtige.

Hvis det ikke lykkes

Der vil være dage, hvor intet bliver taget imod. Det er ikke en fiasko og ikke et tegn på, at du gør noget forkert. Dagsformen svinger meget, og om morgenen er der ofte mere muligt end om aftenen.

Afbryd da uden at presse på, og prøv igen senere eller i morgen. At sidde roligt ved siden af hinanden er også noget værd.

Til pårørende

Aktivitet er ikke en opgave, du skal bære alene. Tre ting hjælper i hverdagen:

• Faste tider. Et tilbagevendende punkt på dagen giver holdepunkt — gåturen efter frokost, at lytte til musik om eftermiddagen. Påmindelser og tilbagevendende aftaler på telefonen aflaster dig for at skulle tænke på det hele.
• Fordel opgaverne. Skriv ned, hvad der gør godt, og giv det videre — til søskende, til naboer, til alle, der kommer regelmæssigt. Så behøver alle ikke at finde ud af forfra, hvad der fungerer.
• Egne pauser. Den, der selv er udmattet, har ikke længere tålmodighed. Det er menneskeligt, ikke en fiasko.

---

Dette indlæg giver generelle råd om hverdagen og erstatter ikke lægelig eller plejemæssig rådgivning. Ved stærk uro, aggression eller pludselige ændringer i adfærden bedes du tale med den behandlende læge.